Gammeldags Grønkålssuppe

Opskrift gammeldags klassisk grønkålssuppe, grønkål suppe


 
Ingredienser

Til grundsuppen
3-4 Kg svinekød med ben fx stegeben, svineskank
3 gulerødder
3 persillerødder eller 1 selleri
2 løg
3 blade laurbærblade
2 spsk. salt
1 tsk. hele peberkorn
3-4 l vand

Til grønkålssuppen
10 kartofler
5 gulerødder
1 pose hakket grønkål
2-3L grundsuppe
Salt og peber

Her er noget til alle jer studerende som prøver at overleve på SU’en. Grønkålssuppe er nok noget af det billigste i kan tilberede, og indeholder helt sikkert mere næring end pasta med ketchup. Lav en stor portion grønkålssuppe, så i har til en hel uge, både morgen, middag og aften. Den klassiske gammeldags grønkålssuppe skal laves i god tid, evt. dagen inden, da grundsuppen skal simre i flere timer.

Skræl alle grønsager til grundsuppen og skær dem i ikke alt for små stykker. Kom svinekødet samt grønsager og laurbærblade i en stor gryde og hæld vand i indtil alt er dækket, ca. 3-4 L. Kom salt i, læg låg på og lad suppen simre i flere timer, 5-6 timer. Hvad du vil lave i de 5-6 timer er op til dig. Hvis du er studerende, så har du jo nok at se til. Fordyb dig i dine bøger og se at blive færdig med den uddannelse, så du kan komme ud på arbejdsmarkedet til alle de andre på dagpenge.
 Godt så, videre til grønkålssuppen. Ja, du kan købe friske grønkålsblade, pille det grove stængelværk af, blanchere dem og hakke det fint. Hvorfor alt det arbejde når du kan få det hakket i en frostpose. Du kan i sidste ende alligevel ikke smage forskellen. Skræl kartofler og gulerødder og skær dem i mindre stykker. Hæld den færdige grundsuppe igennem et si over i en stor gryde. Kom kartofler i og lad det simre i 30 minutter. Kartoflerne skal gerne koge en smule ud, da de jævner suppen så den ikke er så tynd. Tilsæt gulerødderne og grønkålen og kog det i yderligere 10 – 20 minutter. Smag til med salt og peber. Pil kødet fra knoglerne og server til suppen, evt. med et stykke brød.

1 kommentarer:

Anonym,  21. december 2019 kl. 16.40  

Opskriften ser ordentlig gammeldags ud, så den prøver jeg? Hvorfor ikke porrer?
Knurax

Faste læsere

Madblogstoppen

  © Blogger templates The Professional Template by Ourblogtemplates.com 2008

Back to TOP