Kartoffelsoufflé

Opskrift Kartoffelsoufflé, Kartoffel soufflé



Ingredienser
1Kg kartofler
200g smør
2dl fløde
4æg
½ tsk reven muskatnød
Salt og peber

De her Kartoffel souffléer er godt nok fra vores nytårsmenu, men jeg skal snart til at lave dem igen. Få noget så billigt som kartoffelmos til at lyde dyrt og fornemt det er franskmændene altid gode til. Kartoffelsoufflé er jo ikke andet end kartoffelmos pustet op med æggeskum tilberedt i små finurlige skåle.

Jeg ejer ingen souffleskåle, bl.a. fordi de altid kun fås i sæt med fire. Jeg spiste fire souffle til nytår. Så kan du godt regne ud, at der er behov for flere, hvis de andre også skal smage. Jeg gider heller ikke investere i 20 souffleskåle, så jeg brugte mine silikone silikone muffin forme, som jeg engang købte billigt på Bagetid.dk. Jeg behøvede ikke engang smøre dem ind i smør, kartoffel-souffleene hoppede nærmest selv ud af formene.

Kartoflerne skrælles og koges i vand uden salt. Kom aldrig salt i vandet når du skal lave kartoffelmos. Saltet gør kartoflerne faste, og det er vi sku ikke interesseret i, når vi skal mose dem.
Mens kartoflerne koges kan du skille æggehvide fra æggeblommen. Du skal have to skåle klar. I den ene kommer du æggeblommen i den anden æggehviden. Har du aldrig prøvet det før, så køb 50 æg og øv dig. Lykkes det efter 50 forsøg stadig ikke, så er der intet håb forude og som straf hælder du de 50 mishandlede æg ned i bukserne og løber skrigende rundt i kvarteret og råber ”Se hvor skæg, jeg har ødelagt 50 æg”. Vil du undgå denne ydmygelse, så køb pasteuriserede æggeblommer og æggehvider særskilt i små bæger.


Mos kartoflerne sammen med smør og fløde. Nu må du godt komme salt, peber og muskatnød i kartoflerne. Brug elpiskeren til at piske æggeblommerne i kartoffelmosen.
Pisk æggehviderne stive. Naturligvis med rene piskeris, kommer der kartoffelsnask i æggehviden bliver den aldrig stiv. Rør den stive æggehvidemasse forsigtig sammen med kartoffelmosen. Jeg sagde forsigtig, ikke med elpiskeren.

Fyld kartoffelmosen i souffleskålene eller muffin formene for den sags skyld. Helst ikke helt op til kanten da de kommer til at hæve inde i ovnen. Bages ved 200°c i ca. 20 minutter. Varmluftovn 150°c.
Åben ikke ovnen mens kartoffelsouffleen bliver bagt, ellers faldet lortet bare sammen. Kartoffelsoufflé kan næsten serveres til hvad som helst. Vi fik dem som sagt til vores nytårsmenu, som bestod af helstegt oksemørbrad grillet på Weber grillen

4 kommentarer:

Anonym,  13. juli 2014 kl. 13.06  

HUSK nu at fortælle at nye kartofler er totalt uegnede til mos!
Det er ærgerligt at stå med.
kartofler kan moses igen til september/oktober.
Hilsen Henriette

Kokke Kongen 15. juli 2014 kl. 22.08  

Hej Henriette
Ja, det er desværre ikke den rette årstid til Kartoffelsoufflé. Billederne er fra nytår. Man må printe opskriften ud og klistre det på køleskabet til oktober :)

Anonym,  16. december 2014 kl. 15.58  

Hej Kok. Kan kun sige, at dine kartoffelsouffleèr er fantastisk gode. Det gælder både sommer og vinter.

Kokke Kongen 16. december 2014 kl. 22.56  

En mesterkok kan tilberede Kartoffelsoufflé både sommer og vinter, dag og nat. Nye kartofler skal bare koges længere så skal de nok kunne moses :)

Faste læsere

Madblogstoppen

  © Blogger templates The Professional Template by Ourblogtemplates.com 2008

Back to TOP