Pesto alla Genovese
Opskrift Pesto
2-3 bundt basilikum
150 ml olivenolie
2 fed hvidløg
80g pinjekerner
50 g hård revet ost
½ tsk salt
”Pesto alla Genovese” er den grønne pesto de fleste kender. Den stammer fra byen Genova/Genua i Norditalien. Hovedingrediensen er basilikum, blandet med olivenolie, pinjekerner, ost og hvidløg.
Naturligvis kan du købe Pesto i glas, så hvorfor lave det selv. Jeg har endnu ikke fundet et glas med pesto hvor osten var en del af ingredienserne og pinjekernerne er ofte skiftet ud med cashew nødder. Og så er der alt muligt andet i, som ikke hører hjemme i en pesto.
Tilberedning af rigtig pesto til alle ikke-tabere. Hvor mange bundte basilikum du skal bruge er naturligvis afhængig af bundtets størrelse. Pluk bladene og vask dem grundigt. Alle ingredienser kan knuses i en morter, men jeg anbefaler at du bruger en blender. Osten river du dog først på et rivejern. Køb aldrig færdigreven ost. Den er tilsat antiklumpningsmiddel som gør at osten lugter af babybræk. Køb fx en hel Parmigiano Reggiano, Grana Padano, Pecorino Sardo, Pecorino Romano eller Parmesan. Du kan fryse resten af osten ned og tage den op når du igen har brug for den.
Nu skal du bare blende alle ingredienser sammen, og færdig er din pesto. Og jeg skal love dig, den smager væsentligt bedre end den pesto du køber i glas.
0 kommentarer:
Send en kommentar