Myslibar hjemmelavet
Opskrift Myslibar, Müslibar
50g margarine
100g sukker
70g honning
70g sirup
5 spsk. græskarkerneolie
150g græskarkerner
200g havregryn
50g sesamfrø
100g tørrede tranebær
At stå op kl. 6:00 om morgenen er hårdt nok i sig selv. Men hvordan for fanden skal man nå at lave morgenmad, og spise det, når der er 46 km til arbejde. Kaffe kan jeg ikke undvære, så den bliver sat over selv om jeg er sent på den. Somme tider er der dog ikke tid til at spise ved morgenbordet. Så bliver det spist på vejen. Har du prøvet at spise en skål mysli mens du kører bil? Det går ikke. Ved den mindste opbremsning har du mælken over hele skødet, og ens arbejdskollega tror du har pisset i bukserne. Og nu kommer vi til problemløseren, nemlig myslibaren. Sådan en Myslibar kan spises i bil, bus, tog…. mens du skider, cykler eller har samleje, mulighederne er ubegrænsede. Og hvis du laver dine myslibar selv, så sparer du penge og undgår konserveringslortet.
Du smelter margarinen i en gryde. Hæld sukkeret i og lad det stille og roligt karamellisere. Pas på at møget ikke brænder på. Så snart sukkeret bliver brunt tages gryden fra varmepladen og honning, sirup og græskarkerneolie hældes i. Det er så det søde klisterstads som holder müslibaren sammen. Nu skal tørfoderet i. Du kan skifte græskarkernerne ud med hasselnødder og sesam med kokosrasp, faktisk kan du komme alt muligt i, bare forholdet mellem klisterstads og tørfoder stemmer overens, ellers falder din myslibar fra hinanden.
Rør det hele godt sammen og lad det varme godt igennem. Hæld det hele ud på en bageplade dækket af et stykke bagepapir. Du kan naturligvis også lave små klatkager.
Pres med en ske til ca. 1 cm tykkelse. Når den er kølet ned kan du skære den ud i myslibarer.
Hvis du drikker en energishake til myslibaren, så har du i hvert fald dit energibehov dækket til hele formiddagen. Se mine tre energishake opskrifter, hvis ikke du allerede kender dem.
2 kommentarer:
De ser virkelig lækre ud, måske jeg skulle forsøge mig med at lave sådan nogle :-)
Mange hilsner
Birthe
Det ser bare super lækkert ud, og skal da prøves. Tak for tippet :)
Sommerhilsen
Bent
http://www.glasiphone.dk/
Send en kommentar