Julegås med hjemmelavet rødkål

Opskrift gås, gåsesteg, langtidsstegt, julegås, hjemmelavet rødkål


Ingredienser

Til gåsen
Gås 5-6 Kg
2 madæbler
2 appelsiner økologisk
100g svesker
10 dadler tørrede
1 dl cognac
Salt og peber

Til rødkålen
1 lille rødkålshoved
2 æbler
1 tsk. Kommen
4 spsk. Sukker
1 glas rødvin
Salt og peber
2 dl. fedt fra gåsen

Her er så julemenuen fra 2013
Det er første gang jeg laver gåsesteg til juleaften. Vi plejer at få and eller kalkun, men havde denne gang lyst at prøve noget nyt. Hold kæft hvor er der meget fedt på sådan et dyr. Den må ha levet af fastfood hele sit liv. Når jeg køber en fritgående gås, går jeg ud fra at den har dyrket en del motion, men den må ha siddet i kørestol det meste af sit liv. Selv om jeg skar en del af fedtet af gåsen inden den kom i ovnen, så blev jeg nød til at tømme fadet adskillige gange for fedt, ellers ville det løbe ud over kanten. Der var vist kun 4Kg gås tilbage da den endelig kom ud af ovnen. Ca. 1Kg fedt røg af gåsen på 4 timer. Det er da en slankekur de fleste drømmer om. Glem alle de slankekure du har prøvet. Stik din fede røv ind i ovnen, og fedtet vil bogstaveligt løbe ned af lårene.

Her så opskriften på gåsen
Giv svesker og dadler et bad i cognac. Har dadlerne sten, fjern dem. De må gerne suge alt cognac i sig, så lad dem gerne stå i lang tid, evt. allerede dagen inden. Alkoholen fordamper i ovnen, så ingen bekymring hvis der er børn eller tørlagte alkoholiker i familien.
Skær æbler og appelsiner i både. Bland æbler, appelsiner og de fulde svesker og dadler, gnid dem med salt og peber og stop dem op i røven på gåsen. Hvis det hele ikke kan være i gåsen, lig det ved siden af. Luk røven med kødnåle... vi taler altså stadigvæk om gåsen, så håber ikke du er kommet til skade.
Læg den i et ovnfast fad med brystet opad. Gnid den med salt og peber, kom lidt vand i fadet og ind i ovnen. Er du sent på den, kan du stege gåsen ved 185 °C i almindelig ovn/160°C varmluftsovn. Gåsen skal have ca. 30 minutter pr Kg inkl. fyld. Altså en stegetid på ca. 3 timer. Gåsen bliver dog langt bedre ved langtidsstegning, 160 °C almindelig ovn /130 °C varmluftovn. Her skal gåsen have ca. 1 time i ovnen pr Kg inkl. Fyld, altså en stegetid på ca. 6-7 timer. Skru op på 200 °C de sidste 15 minutter, så bliver den dejlig sprød. Lad den efterfølgende hvile i 15 minutter. Vil du være på den sikre side, brug stegetermometer, temperaturen må gerne runde de 80 °C.

Så til rødkålen
Den laver du så snart gåsen er i ovnen. Og ikke noget med at købe rødkål i glas, det er juleaften så prøv at gi dig lidt umage. Skær det friske rødkålshoved i fine spåner. Det kan godt grise i hele køkkenet. Sådan et rødkålshoved fylder fu#king meget, så brug en meget stor gryde. Steg de fint snittede rødkålsspåner i gåsefedtet, det er der jo rigeligt af.
Skræl og skær æblerne i små tern og kast dem ind i gryden til rødkålen. Tilsæt de resterende ingredienser og lad det simre under låg. Også her fordamper alkoholen fra rødvinen, så ingen hysteri pga. børn og tørlagte alkoholiker. Sådan en hjemmelavet rødkål kan godt stå og simre i et par timer. Pas dog på at den ikke brænder på, rør af og til i den og tag smagsprøver.
Smag rødkålen til sidst til med salt og peber.

Så, gider ikke skrive mere, opskriften på sovsen må du finde et andet sted hvis du ikke selv kan finde ud af det. Men smid for guds skyld ikke gåsefedtet ud, det giver en rigtig god sovs. Jeg har stadigvæk noget stående i køleskabet.

1 kommentarer:

Pia 25. januar 2014 kl. 11.53  

:-D Jeg bliver så glad, når jeg ser, der er nyt fra dig. Jeg har vist nævnt det før, men din skønne måde at skrive på... kan kun gøre min dag bedre.
- Pia

Faste læsere

Madblogstoppen

  © Blogger templates The Professional Template by Ourblogtemplates.com 2008

Back to TOP