Appelsinglaserede Svinekæber
Opskrift appelsinglaserede svinekæber med rodfrugter
500g svinekæber
50g margarine
2-3 appelsiner
½ kop sukker
1 Kg blandede rodfrugter
Lidt mel til jævning
Olivenolie
Salt og peber
En af de bedste gourmet kokke må være Hannibal Lecter. I filmen ”Hannibal Rising” beskriver han kvaliteten af kødet fra kæben. Ligesom Hannibal elsker jeg det delikate kæbekød. Jeg foretrækker dog svinekæber. Jeg kan ikke huske Hannibals opskrift, tror det var noget med svampe, så i hvert fald rigtig godt ud. Der er i hvert fald ikke noget som slår mine appelsinglaserede svinekæber med rodfrugter. En nem gourmet ret, som er enkel og hurtig at tilberede, men som ligner noget du har fået anrettet af en 3 stjernet Michelin kok. Så hvis du vil prale med din middag, så prøv denne her.
Vask og skær rodfrugterne (jordskokker, pastinak, rødbede osv.) i tynde skiver eller pomfrit lignende strimler.
Svits svinekæberne i margarine. Imens kan du presse saften fra appelsinerne. Afhængig af appelsinernes størrelse og saftindhold bruger du 2 eller 3appelsiner, skal gerne indeholde et glas appelsinsaft. Tag svinekæberne fra panden så snart de er gyldne på alle sider. Kom sukker i panden og lad det karamellisere. Skru ned for blusset, ellers brænder sukkeret på og det lugter virkelig af brændt røv, så det vil simpelthen ødelægge din gourmetmad. Så snart sukkeret er karamelliseret hælder du appelsinsaften over. Bliv ikke forskrækket, det siger Pschshshsh… når du hælder det på den varme sukker. Lad det småsimre indtil det karamelliserede sukker er opløst. Kom svinekæberne i appelsinsovsen og lad dem simre under låg i ca. 30 minutter. Vendes af og til.
Kom dine rodfrugter i et ovnfast fad, mariner med olivenolie, salt og peber, og kom dem i ovnen ved 200°C.
Efter 30 minutter hældes appelsinsaften fra panden over i en mindre gryde. Svinekæberne lader du i panden så de holder sig lune. Ønsker du ikke grumset fra appelsinerne i sovsen, så hæld det igennem et si. Lav en jævning af mel og vand. (Til alle taber, som aldrig før har lavet en meljævning, så er det ikke andet end at komme lidt mel i noget koldt vand, ryst godt igennem så det ligner mælk, og hæld det i sovsen mens det koger op indtil du har den rette konsistens). Og lige netop det gør du med appelsinsovsen. Hæld forsigtigt jævningen i appelsinsaften mens det koger op. Denne sovs smager bare fantastisk.
Anret det hele smukt, så det ligner noget som ikke kommer fra dig.
Og hvis du vil fuldende dette mesterværk, så serverer du en frugtig rødvin til, som fx denne økologiske Cabernet som har en smag af modne blommer og røde bær.
Og hvis du vil fuldende dette mesterværk, så serverer du en frugtig rødvin til, som fx denne økologiske Cabernet som har en smag af modne blommer og røde bær.
4 kommentarer:
Åh, svinekæber det er altså godt :-) Det er alt for længe siden vi har fået det....
Mange hilsner
Birthe
Det ser s'gu' godt ud - og jeg forestiller mig, at det også smager godt! Og svinekæber er vist ret moderne; jeg har i hvert fald fået dem et par gange ude i byen. Men er det ikke noget, som man skal til slagteren efter? (Hvis man altså ikke bruger hannibal-metoden og skaffer dem selv...) Er det dyrt?
Lise
@Lise Lotz; Jeg købte dem hos Super Best. De var på tilbud, tror omkring 50 kr/Kg. Aner ikke hvad de koster hos slagteren.
Hey KK, det skal helt klart prøves en dag.
Prøv evt. også disse portvinsglaserede - det er et hit: http://gastromand.dk/glaserede-svinekaeber-jordskokkechips-rygeost-portvinsglace/
Send en kommentar