Baba Ganoush
Opskrift Baba Ghanoush, baba ganoush, auberginesalat, auberginemos, auberginedip, auberginecreme
Ingredienser
1-2 auberginer
3-4 fed hvidløg
2 spsk. tahin
Saften fra ½ citron
½ tsk spidskommen
Olivenolie
Persille
Salt
Baba ganoush er en fantastisk salat, dip, creme, mos, ved egentlig ikke rigtig hvad jeg skal kategorisere det under, men det er netop det som er så fantastisk ved baba ghanoush, det kan bruges til næsten hvad som helst. Til salater, til at smøre på brød, som dip til andre retter fra det arabiske køkken osv. Det kan sammenlignes lidt med hummus. Farven kan virke lidt kedelig, minder lidt om papmache, så det er vigtigt at pynte det lidt med persille og hvad du ellers kan finde på.
Prik med en gaffel huller i auberginen og kom den ind i en forvarmet ovn ved 200 °C. Efter 30 minutter slukker du for ovnen og lader den stå i yderligere 15 minutter i ovnen. Nu skulle den gerne ligne din bedstefars nosser på en varm sommerdag. Hvis du har arbejdet på et plejehjem, ved du hvad jeg taler om. Har du aldrig set en gammel mands nosser, så ta en tur på nudiststranden. Hvis du kan undvære dette syn, så kan du nøjes med at se på mit billede.
Pil skindet af auberginen. Pas på, den kan være godt varm inden i. Kom auberginen (ikke skindet), hvidløg, tahin, citronsaften, spidskommen og en sjat olivenolie med lidt salt i en blender. Gi det en god tur indtil det ligner tapetklister.
Kom det over i en lille skål. Sprinkl lidt olivenolie oven på og pynt med frisk persille.
3 kommentarer:
Jeg har faktisk lige lavet en portion for nogle dage siden, men jeg synes ikke den smager særlig godt.
Jeg har vist fulgt nogenlunde samme fremgangsmåde som dig, men jeg synes den er bitter i smagen. Kan der være noget om at man skal salte og skylle eller et eller andet, udover at have auberginen i ovnen?
Hej Heidi
Jeg tror du fik fat i en dårlig aubergine. Kom du nok med tahin og hvidløg i? Hvis du skal stege auberginen på panden, er det en god ide at lade den trække i salt for at få vandet ud af den. Men jeg ved ikke om det vil ændre på smagen. Held og lykke næste gang :)
Tak - jeg synes jeg puttede en del af både tahin og hvidløg i - men måske er auberginesmagen bare ikke lige mig. Jeg holder mig til humusen :-)
Send en kommentar