Physalis Syltetøj
Opskrift syltetøj marmelade physalis, blærebæger, ananaskirsebær
Ingredienser
2 bæger physalis
2 appelsiner ”økologisk”
Syltesukker
Sylteglas
Jeg købte i sidste uge 3 bæger med physalis også kaldt Ananaskirseær. Føj for satan hvor var de sure. Ananaskirsebær!!!... Kirsebær fra helvede ville være mere passende. Og hvem fandt på at kalde dem Physalis? Det lyder jo som syfilis. Det ene bæger physalis blendede jeg så til en smoothie sammen med andre frugter. Men først efter at have kommet en stor dosis sukker i, var den til at drikke. Det lille satans frugt bliver også kaldt for blærebæger, men jeg ved sku ikke hvad den vil blære sig med. Og hvorfor har satan plantet den lille sure frugt på jordoverfladen, den hører hjemme langt nede under jordoverfladen hvor alle sure frugter skulle placeres. Efter at have forbandet mine blærebæger besluttede jeg mig at drive det onde ud af frugten. Det kan gøres ved hjælp af eksorcisme eller tilberedning af syltetøj. Jeg besluttede mig for syltetøj. Resultatet blev til en himmelsk marmelade som vil kunne sælges til engle. Og sådan gør du.
Fjern de åndssvage blade som omgiver blærebægeret. Vask dem grundigt og halver dem. Appelsinerne vasker du også grundigt. Du skal bruge skallen, så brug endelig økologiske appelsiner. Skær appelsinerne inkl. skal i meget små stykker. Kom appelsiner og physalis i en gryde og bring til kog. Kom evt. lidt vand i, så det ikke brænder på. Lad det småsimre i ca. 15 minutter.
Kom så det velsignende syltesukker i. Blandingsforhold er 1:1. Lad det koge op og småsimre i yderligere 2 minutter. Vask sylteglassene grundigt og skyl dem i 70°C varmt vand for at dræbe bakterierne. Hæld det himmelske physalis-appelsin syltetøj i glassene og skru låget på. Nu skulle dæmonen være komplet ude af frugten.
1 kommentarer:
Fantastisk smag. Vi brugte de grønne ananaskirsebær fra haven. Det virkede fint
Send en kommentar