Kartoffelpuffer "Rösti"

Opskrift kartoffelpuffer, rösti, røsti, Erdäpfelpuffer, Reibekuchen, Reiberdatschi, Reibeplätzchen, Dotsch, Kartoffelpfannkuchen

 Ingredienser
1kg kartofler
1 løg
1 æg
2 spsk. mel
½ tsk salt
Peber
Margarine

Her er noget til alle jer fattigrøve som sidder hårdt i SU´en eller kontanthjælpen. Kartoffelpuffer, i Danmark måske mest kendt som røsti, er vist noget af det billigste du kan tilberede. Og man kan jo blive træt af spagetti med ketchup. Du kan købe røsti i frostposer i de fleste supermarkeder, men de er ret dyre. Og uden et arbejde, har du tid nok til at lave dem selv, så let røven og kom i gang.

I Tyskland, Østrig og Schweiz er de her kartoffelpandekager kendt under mange navne, fx Kartoffelpuffer, Rösti, Erdäpfelpuffer, Reibekuchen, Reiberdatschi, Reibeplätzchen, Dotsch, Kartoffelpfannkuchen osv. Ingredienserne varierer lidt, men ellers er der sku ikke den store variation.

Skræl kartoflerne, og riv dem på et rivejern. Vrid vandet ud gennem et viskestykke. Riv et løg og bland det godt og grundigt sammen med kartoffel, æg, mel, salt og peber.
 Varm en klat margarine på en pande. Ta en spiseske og klask en klat kartoffeldej på panden. Tryk den flad og gentag det, max tre kartoffelpuffer på en pande. Vend dem så snart de er gyldne på den ene side.
Du kan holde dem lune i ovnen. De kan spises med cremefraiche eller serveres som bilag til næsten alle retter, som fx lammekoteletter eller culottesteg. Hvis du altså har råd til det.

1 kommentarer:

Peter 31. december 2012 kl. 13.47  

Udelad melet og lad være med at klaske kartoffelblandingen på panden. Det sprøjter.
Så får du et bedre resultat.
Olien skal være rygende varm når du kommer dem på og der skrues derefter ned til halv temperatur og bages videre.
Kan evt. brunes et par minutter på hver side og bages færdige i ovnen en halv time ved 200 grader

Faste læsere

Madblogstoppen

  © Blogger templates The Professional Template by Ourblogtemplates.com 2008

Back to TOP