Julekonfekt med 2 årig

Opskrift jule konfekt, julekonfekt, godter, konfekture, konfiture

Ingredienser
Marcipan
Mørk chokolade 70%
Dr. Ôetker krymmel

Ikke fordi jeg havde et stort behov for at lave julekonfekt. Det er dog en god aktivitet man kan lave sammen med sine børn. Min datter er nu 2 og det er på tide at hun lærer at være aktiv i køkkenet. At ælte marcipan til små kugler er en god måde at starte på.
Hun fattede dog ikke at vi skulle til at arbejde, så de første 10 minutter gik med at spise chokolade og en stor mængde pædagogisk tålmodighed fra min side. 

Det her er en hurtig og nem måde at lave en omgang julekonfekt, højst 10 minutter. Smelt en plade mørk chokolade, den med 70% kakao, smager bedst. Smelt den i et vandbad. Går ud fra du ved hvad det er. Kom chokolade i en skål, kom skålen i en gryde med vand som står på komfuret, varm vandet til næsten kogepunkt. Varm aldrig chokolade direkte på kogepladen. Det brænder på og så ligner det ikke bare lort men lugter også således.
Skær din marcipanblok ud i strimler, ca. 2x2 cm brede. Barnet får en klump til at ælte og forme kugler. Skær strimlerne ud i 2x2cm store tern og placer dem på en tallerken med ca. ½cm afstand fra hinanden.
 Hold løbende øje med barnet, så det ikke æder alt marcipanen. Med en ske hældes den varme chokolade hen over marcipanterningerne. De behøves ikke være helt dækket ellers ser de ikke hjemmelavet ud. Helt perfekt overtrukket med chokolade ligner de bare dem fra fabrikken, og ingen tror du har brugt tid på dem.
 Resten af chokoladen hældes over de kuriøse marcipankugler dit barn har kreeret. Halvdelen af marcipanen ligger dog på gulvet. Det kan sagtens bruges hvis man lige fjerner de værste nullermænd.
 Pynt dit marcipankonfekt med passende krymmel. Meget sjovt for børnene, men nervepirrende for de voksne. Børn med chokoladefingre er noget af det værste. Kombineret med en håndfuld krymmel forstærker det bare.

Her ses så resultatet


 Tydeligt ses forskellen på en konditors professionelle kreation af nydeligt formet marcipankonfekt og et barns klodsede værk af sammenklaskede forslåede marcipanklumper blandet med bussemænd og ilde tilredt med krymmel og nullermænd.

2 kommentarer:

Pia 14. december 2013 kl. 11.58  

:-D Selvfølgelig kan dem på gulvet bruges. Som kok burde du vide, her gælder 5 sekunders-reglen og puste metoden :-D
men lækre ser de nu ud.
Glædelig jul til dig og dine.
- Pia

Kokke Kongen 14. december 2013 kl. 21.06  

Ha ha, ja fem sekunders-reglen, men hvis jeg skal samle alt op min datter smider på gulvet alle fem sekunder, så bestiller jeg ikke andet :)
God jul til dig i lige måde

Faste læsere

Madblogstoppen

  © Blogger templates The Professional Template by Ourblogtemplates.com 2008

Back to TOP