California Roll

Opskrift California rolls, makisushi, maki sushi, inside out, uramaki 

Ingredienser
Sushi ris
Agurk
Avokado
Surimi (eller tigerrejer)
Sesam
Nori tang

California roll er en makisushi hvor vrangen vender udad. Dvs. noritangen vender indad og risen er på ydersiden. Derfor kaldes denne form for sushi også ”inside out”. Den er også kendt under navnet uramaki. Det siges at den japanske sushi-kok Ichiro Mashita, som arbejdede på en japansk restaurant i Los Angeles, prøvede at indføre sushi i 70´erne til den amerikanske befolkningen. Det må ha været et kulturchok for amerikanerne, som bl.a. ikke kunne lide synet og smagen af nori tang på ydersiden af sushien. Ichiro var nu ret snedig, han gav ikke så let op, han skulle nok få amerikanerne til at spise sushi. Så han gemte nori tangen inde i sushi rullen. Sådan opstod inside out sushien, som fik navnet California roll.

Det er måske ikke den nemmeste sushi at starte med. Hvis du ikke har prøvet at lave sushi, skulle du måske starte med futomaki eller endda nigiri sushi som ikke skal rulles. Hvis du har prøvet det her før og du ved at du er kluntet og ubehøvlet når det kommer til at rulle ris så brug endelig en Sushi Bazooka, ja, du hørte rigtig, Sushi Bazooka, total genial opfindelse til fummelfingrede sushielskere. 

Start med at tilberede risen. Jeg har forfattet en grundig gennemgang af ris tilberedning under nigiri sushi, så det gider jeg ikke bruge tid på at forklare.
Det er en god ide at pakke bambusmåtten ind i husholdningsfolie. Eftersom risen vender udad er det en ret snasket affære.
Da nori tangen vender indad, er der ikke brug for så meget. Halver tangen på langs af rillerne. Fordi der kun er en halv plade nori i en california role, er smagen af nori heller ikke så gennemtrængende som fx i futomaki.

Skær agurk og avokado på langs i lange tynde striber. Kom ca. et 1cm tykt lag ris på den halve noriplade, gerne helt ud til kanten.

Strø lys eller mørk sesam, eller blandet som jeg gjorde, på risen. I stedet for sesam kan man også komme tobiko på risen, som er en flyvefiskerogn. Læg forsigtig noripladen med ris på bambusmåtten så nori vender opad.

I midten lægges agurk, avocado og surimi. Jeg ved godt at surimi er en hovedingrediens i california roll. Men jeg kan edderfandme ikke lide surimi, faktisk væmmes jeg ved tanken om at skulle spise det. Surimi bliver solgt under navnet krabbekød, men det har aldrig set en krabbe. Det består af fiskepuré som har været igennem en omfattende industriproces med tilsætning af stivelse, æggehvide, salt, sorbitol, sukker, soya-protein, stabilisatorer, kunstige smagsstoffer, smagsforstærkere og farve. Fisk som kulmule, lyssej, sværdfisk, torsk, og hajkød kan indgå i produktionen, men ingen kan nøjagtig fortælle dig hvad du egentlig spiser. Læs mere om det på wikipedia. Så fik jeg vist også ødelagt din appetit på surimi.
Jeg erstatter surimi med kogte og pillede tigerrejer. Så ved man da nogenlunde hvad det er. Skær dem evt. i mindre stykker for at få dem placeret i sushirullen.

Nu hvor du har placeret alt fyldet på risen rulles den forsigtig med bambusmåtten. Klem den godt tæt sammen. Er der for meget luft i midten, sidder den løs og lortet falder fra hinanden, hvis ikke nu så i hvert fald når du skal skære dem ud i skiver.

Fugt kniven under vand hver gang du skal skære. California roll holder ikke så godt sammen som futomaki hvor nori tangen vender udad, så skær dem lidt tykkere end futomaki.

Serveres med andre sushi som fx nigiri eller futomaki og soja, syltede ingefær og wasabi. 

2 kommentarer:

Tejstø 17. juli 2014 kl. 23.49  

Fucking god opskrift, som selv ungerne kunne finde ud af. Tak for det. Et lille ekstra kan være at rulle rullen i tør chiliblanding, smager mega godt
kh jesper

Kokke Kongen 21. juli 2014 kl. 21.39  

Det med chiliblandingen lyder godt. Du må godt være stolt over dine unger. Min datter på 2½ er god til at kaste med ris, det var så det.

Faste læsere

Madblogstoppen

  © Blogger templates The Professional Template by Ourblogtemplates.com 2008

Back to TOP